Ændre tekststørrelse :
Forminsk tekst Normal tekst Forstør tekst

Fire danske hold kæmper for medaljer ved VM

 

Resultater fra VM er her

 

Fredag den 15. august: På onsdag den 20. august går det løs: De første stik bliver taget ved VM i Herning - den største bridgebegivenhed nogen sinde her i landet.

VM spilles i fire rækker: åben, dame, senior og mixed. I hver række deltager 24 nationer, som mødes alle mod alle. Herefter går de otte bedste videre til playoff-kampene.

Som værtsnation er Danmark naturligvis repræsenteret i alle fire rækker, og vi kan godt tillade os at have forhåbninger om kvalifikation til kvartfinalerne - og måske medaljer - i flere af rækkerne.

Størst forventninger er der naturligt nok til seniorerne, der er regerende verdensmestre fra 2023. Seniorlandsholdet vandt VM i Marokko efter en drabelig finale mod USA. Du kan genopleve finalen og læse mere om VM 2023 her. EM 2024 blev ganske vist lidt af en skuffelse for de danske veteraner, idet det kun blev til en ottendeplads. Men mon ikke seniorerne er opsatte på endnu en podieplacering i Herning? Fire af de seks spillere i år er de samme, som fik hængt guld om halsen i 2023: Steen Schou og Jørgen Hansen samt Dorthe og Peter Schaltz. Søren Christiansen og Jan Sejr Nicolajsen er kommet til i stedet for Dennis Koch-Palmund og Klaus Adamsen. Du kan læse mere om landsholdsudtagelserne her - både i seniorrækken og de øvrige rækker.

Det danske hold i åben række missede som vores eneste landshold den direkte kvalifikation til VM fra EM sidste år ved ikke at slutte blandt de otte bedste - men kom alligevel med, da Danmark er værtsnation. Ikke desto mindre har Danmark en chance for at være med helt fremme. Ved EM lå vi længe i toppen og faldt først tilbage de sidste dage. Samtidig har Danmark netop vundet NM i åben række, hvor to af de tre landsholdspar spillede, heriblandt det spændende unge par Christian Lahrmann og Andreas Plejdrup. Ved VM erstatter Lahrmann og Plejdrup Lars og Knut Blakset. Med ved NM-sejren på Island var også Dennis Bilde og Martin Schaltz, der er et af verdens bedste par og nok bliver ankerpar på landsholdet. Bilde og Schaltz har mange topresultater de senere år, blandt andet sejre i stærkt besatte parturneringer ved Rejkjavik Bridge Festival. Ved den islandske festival i år var Christian Lahrmann og Kasper Konow i øvrigt med på det mandskab, der blev nummer to i holdturneringen. Konow udgør sammen med Michael Askgaard det tredje par på det danske hold i åben række ved VM. Lahrmann kommer samtidig med en frisk guldmedalje fra det åbne junior-EM for par sammen med norske Nicolai Heiberg-Evenstad.

Damelandsholdet har ligeledes fået et ungt indslag om bord. Julie Sigsgaard og Ella Rosthøj, der er henholdsvis 24 og 19 år gamle, skal for første gang spille med ved et VM eller EM for "voksne". Sigsgaard og Rosthøj har mange gode resultater sammen i de senere år. Blandt andet vandt parret sølv ved junior-EM i U26W-rækken i 2024 og har flere gange fået guld om halsen som vindere af DM for damehold. De to øvrige par på det danske hold i damerækken er gengangere fra EM 2024 - og mange tidligere mesterskaber: Lone Bilde - Helle Rasmussen og Dorte Cilleborg - Anita Buus Thomsen. Mens Sigsgaard og Rosthøj nok mest er med for at lære, er de to andre par gennemrutinerede og har mange gange været i playoff-kampene ved store mesterskaber. Ved EM 2024 blev det til en ottendeplads, og ved NM tidligere på året vandt holdet sølv.

Ud over seniorerne er det danske mixedlandshold måske bedste bud på en medalje. Ved EM sidste år lå mixed'erne længe til et plads på podiet. I forhold til EM 2024 er Nadia Bekkouche og Flemming Danielsen kommet ind på holdet efter blandt andet at have klaret sig godt sammen i 1. division gennem flere sæsoner. Bekkouche og Danielsen er udtaget i stedet for Marlene og Jens Ove Henneberg. Du kan læse mere om Bekkouche og Danielsen samt flere af de andre nye spillere på landsholdene i maj/juni-nummeret af Dansk Bridge (kræver medlemslogin) på side 14. De to øvrige par på mixedlandsholdet er Signe Buus Thomsen og Peter Jepsen samt Camilla Krefeld og Johan Hammelev. Sidstnævnte har været fast par på mixedlandsholdet gennem snart mange år og spiller også sammen i 1. division. Thomsen og Jepsen har ligeledes markeret sig flot og vandt for eksempel pokalturneringen 2024.

Du kan se en oversigt over alle danske spillere samt kaptajner og coaches her. Gå ind under de enkelte landshold i menuen til venstre og vælg "Seneste nyt".

Ifølge landstræner Bo Bilde er målsætningen for alle landshold som udgangspunkt i hvert fald kvalifikation til playoff-kampene. Og herefter er alt muligt. Så vi andre kan med god samvittighed tillade os at drømme om medaljer.

Naturligvis bliver opgaven ikke let, da det meste af verdenseliten er samlet i Herning. Her er et lille udpluk af de mest kendte navne: Thomas Bessis (Frankrig), Andrew Robson (England), Antonio Sementa og Alfredo Versace (Italien), Geir Helgemo og Boye Brogeland (Norge), Ola og Mikael Rimstedt (Sverige), Bas Drijver og Michal Klukowski (Schweiz) samt Michael Rosenberg (USA).

Alle de nævnte spiller i åben række. Men også i de andre rækker er der naturligvis masser af stærke navne. Eksempelvis er de to amerikanske landshold i seniorrækken som taget ud af bridgens hall of fame. Her finder vi blandt andre Eric Rodwell, Zia Mahmood, Alan Sontag, Jeff Meckstroth og Larry Cohen. 

Du kan se en oversigt over samtlige spillere i alle rækker her

Når VM begynder onsdag den 20. august, spilles der fire kampe a 14 spil hver dag i alle mod alle-runden på nær den sidste dag, mandag den 25., hvor der kun er tre kampe på programmet. Hver kamp varer to timer, og de faste starttidspunkter er: kl. 10.00, 12.45, 15.00 og 17.15. Kvartfinaler, semifinaler og finaler afvikles alle over otte sektioner a 14 spil, i alt 112 spil, fordelt over to dage. Kvartfinalerne spilles tirsdag-onsdag den 26.-27. august, semifinalerne torsdag-fredag den 28.-29. august og finalerne lørdag-søndag den 30.-31. august. I playoff-kampene er de faste starttidspunkter: kl. 10.00, 12.45, 15.05 og 17.25. Verdensmestrene vil således kunne kåres søndag den 31. august omkring kl. 19.30.

Der bliver naturligvis masser af BBO-transmissioner fra VM. Efter planen bliver der sendt fra fire kampe i hver runde. Programmet for de tre første dage er allerede lagt. Du kan klikke ind på denne side og trykke på tallet i spalten "SID" - så dukker rundens fire kampe op. Det danske hold i åben række er på BBO allerede i åbningskampen onsdag kl. 10.00, hvor vi møder Sydkorea. Ud over det kommer der rød/hvide spillere på BBO tre gange i løbet af de første tre dage, alle gange fredag den 22. august. Her er følgende transmissioner planlagt: kl. 12.45: Danmark - Japan (senior), kl. 15: Danmark - Brasilien (mixed) og kl. 17.15: Danmark - Belgien (åben). Så det ser ud til, at de danske ugler får en travl fredag. Vi tager dog forbehold for ændringer.

Mens de fleste nok vil følge med på BBO, er ugler naturligvis meget velkomne i Herning. Der er mulighed for at følge med ved alle bordene i åbent rum ganske gratis. Der er desværre ikke rama-transmission i Herning Kongrescenter denne gang på grund af pladsmangel. Du kan læse mere om, hvad der foregår i Herning her.

Du kan selvfølgelig også selv få kort i hænderne i Herning. Danmarks Bridgeforbund og Herning Bridgeklub arrangerer en række sideturneringer under VM. Læs mere og find links til tilmelding her.